fbpx


Nyheder

08-05-2024 11:48
Game of Thrones-skuespiller er død

Ian Gelder, som blandt andet er kendt for sin rolle som Kevan Lannister i tv-serien 'Game of Thrones', er død i en alder af 74 år.

Det oplyser hans partner på Instagram.

Ian Gelder har i fem måneder været igennem et hårdt kræftforløb, og desværre tabte han kampen.
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 11:32
Prisfald er udeblevet

Priserne på ejerlejligheder var ventet at falde i år, men det prisfald er udeblevet.

Faktisk står markedet stærkere nu i fire ud af fem regioner.

Årsagen til det er, at det generelt går rigtig godt for dansk økonomi.
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 11:15
Forvent kø i dag

Hvis du skal ud på de lokale veje i de kommende dage, så husk tålmodigheden.

Der kan nemlig opstå tæt kø og trafik i Kristi himmelfartsferien, sådan lyder advarslen fra Vejdirektoratet.

Værst forventes det at stå til mellem klokken 14 og 19 i dag, når ferietrafik og myldretid blandes sammen.
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 11:02
Farvel til City Kolding

City Kolding, der er en sammenslutning af butikkerne i Koldings midtby giver op.

Ifølge Jydske Vestkysten trækker foreningen stikket, men måske er kommunen på vej til at overtage de aktiviteter foreningen hidtil har stået for.

Det blev i hvert fald drøftet på seneste møde i Kulturudvalget, hvor politikerne godt kunne se Kolding kommune stå for eksempelvis toget Lotte-Rie og julemandens hus.

City-foreningen lukker efter vigende medlemstal, der har været med til at skabe svære kår. Noget der skaber ærgrelse, men der har ikke været opbakning til at fortsætte.
Af: Marianne Thorø

08-05-2024 11:01
Mand ville tilstå men kunne ikke huske volden

En 40-årig mand fra Gredstedbro lagde alle kortene på bordet, da han tidligere på ugen sad i Retten i Esbjer.

Her var han tiltalt for vold mod sin kone.

Efter en særdeles våd januaraften troede manden i sin berusede tilstand, at konen var ham utro, hvilket fik ham til at overfalde hende i en grad, så hun fik flere kraniebrud.

Sagen skulle ellers køre som en ren tilståelsessag, men da manden ikke kunne huske at have sparket konen i ansigtet, kan han af gode grunde ikke tilstå det - og derfor skal sagen nu i stedet køres som en domsmandssag.
Af: Marianne Thorø

08-05-2024 11:00
Troels Kløve indstiller karrieren

33-årige Troels Kløve har valgt at indstille sin aktive fodboldkarriere, når hans kontrakt i Sønderjyske Fodbold udløber til sommer.

Som Klub 100-medlem, Superliga-sølvvinder og klubbens europæiske topscorer er det en af de helt store profiler i Sønderjyske Fodbold-historien, der takker af

– Jeg vælger at indstille karrieren efter denne sæson. Når jeg lægger faktorer som familie, krop, fodboldsult og karriere efter fodbold sammen, så kan jeg mærke, at beslutningen om at stoppe nu, er den rigtige. Timingen føles rigtig. Jeg forlader fodboldens verden af opture og nedture med en oprykning til Superligaen i en klub, der betyder meget for mig.

Troels Kløve har foreløbig spillet 104 kampe for Sønderjyske Fodbold og scoret 17 mål
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 10:45
Eksporten faldt

Eksporten af varer og tjenester faldt med 1,6 procent i marts.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Samlet set lå eksporten i første kvartal 2,8 procent lavere end det foregående kvartal.
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 10:34
Genåbner for nødhjælp til Gaza

Grænseovergangen til Gaza åbnes igen for lastbiler med nødhjælp.

Det skriver Reuters.

Overgangene har ellers været lukket ned, og det har mødt stor kritik.
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 10:27
Over 800.000 snydt

Mere end 800.000 personer i Europa og USA er blevet franarret penge og personlige oplysninger af et netværk af falske online designerwebshops styret fra Kina.

Noget der også er gået ud over folk her lokalt.

Ifølge The Guardian findes der 76.000 falske hjemmesider i netværket, der kaldes verdens største svindelnummer.
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 10:16
Bombetrussel sendte elever ud

Det var en chatbesked, der tirsdag eftermiddag var årsag til at politiet var massivt til stede ved Fourfeldtskolen Bohr i Esbjerg.

Chatbeskeden indeholdt nemlig en bombetrussel.

Siden blev elever evakueret til en nærliggende mark, hvor forældre kunne hente deres børn.


Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 10:15
To storkeunger i Smedager-rede

Så er der kommet storkeunger i reden i Smedager.

Kort efter kl. 15 i går eftermiddag kom den første storkeunge helt ud af ægget efter 35 rugedage for storkeparret Connie og Thorkild.

Og nu er også unge nummer to kommet ud, viser livefeedet fra reden, der indeholder i alt fem æg.
Af: Marianne Thorø

08-05-2024 10:02
Slotskampen med flere tilmeldte end nogensinde før

De studerende fra Koldings fire videregående uddannelser mødes i eftermiddag til den efterhånden traditionsrige høvdingeboldturnering, kaldet Slotskampen.

Her mødes de studerende på tværs af institutioner og studier til høvdingebold, musik, dragshow og workshops.

Det er fjerde gang Slotskampen afholdes, og opbakningen fra de studerende er større end nogensinde.
Af: Marianne Thorø

08-05-2024 10:01
Jesper Jensen ærgerlig

Team Esbjerg-træner Jesper Jensen havde gerne set en anden modstander end ungarske Györ, da der tirsdag blev trukket lod til Final 4 i Champions League.

- Jeg vil sige, at vi er lidt ærgerlige over lodtrækningen. Det var ikke vores drømmemodstander, siger Jesper Jensen til DR Sporten.
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 10:00
Hest måtte aflives efter uheld

Der opstod dramatik, da en flok heste pludselig løb løs på vejen Bodumvej/Haderslevvej ved Aabenraa.

En helst løb ind foran en bil, og den måtte aflives på stedet, mens føreren slap med mindre skader.

De øvrige heste blev indfanget.
Af: Michael Ehrhorn

08-05-2024 06:19
Mysteriet om død haj på cykelsti er opklaret

Kan du huske historien om en død haj på en cykelsti i Ringkøbing?

Nu har politiet opklaret mysteriet efter en mand fra lokalområdet har erkendt at det var ham der for sjov smed hajen på cykelstien efter han havde fundet den i noget fiskeaffald på havnen.

Han vil nu få en bøde, melder Midt- og Vestjyllands Politi.
Af: Marianne Thorø

Læs flere nyheder

Facebook