fbpx


Nyheder

15-04-2026 11:00
Hver femte bilist har sænket farten

Hver femte bilist har sænket farten det seneste år.

Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik.

Mange peger på de høje priser på benzin og diesel som årsag, mens andre nævner frygt for ulykker og bøder.

Ifølge rådet kan lavere fart være med til at gøre vejene mere sikre, fordi hastighed spiller ind i mange dødsulykker.
Af: Marianne Thorøe
Kilde: PM

15-04-2026 11:00
Kæmpe øvelse ved Esbjerg Lufthavn i dag

Hvis du ser masser af beredskab og politi til stede i området ved Esbjerg Lufthavn i dag, så bare tag det roligt.

Der er kun tale om en øvelse, melder Syd- og Sønderjyllands Politi.

Flere aktører er involveret i øvelsen - herunder altså også politi, så der vil være øget aktivitet i området, og øvelsen vil være synlig fra motorvejen.

Øvelsen forventes at være slut klokken 15.30. 
Af: Marianne Thorøe

15-04-2026 11:00
Løkke: Ny regering nok først på plads om en måned

Der kan gå flere uger endnu, før Danmark får en ny regering.

Det vurderer Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen.

Han siger, at partierne først skal blive enige om, hvem der overhovedet skal med i regeringen - derefter venter nye forhandlinger om det politiske grundlag.

Løkke selv peger fortsat på en regering hen over midten.
Af: Marianne Thorøe
Kilde: Ritzau

15-04-2026 11:00
Frivillig fra Dyrenes Beskyttelse trampede odder ihjel

Dyrenes Beskyttelse bekræfter nu, at det var en af foreningens egne frivillige, der trampede en odder ihjel ved Sønderborg Vikingeklub i weekenden.

Odderen havde gennem et stykke tid holdt til omkring vinterbadeklubben, og flere havde på den baggrund henvendt sig til Dyrenes Beskyttelse, som sendte en frivillig ud.

Men håndteringen skulle aldrig have været sådan en bestialsk aflivning af odderen, melder organisationen nu overfor Jydske Vestkysten.

Den frivillige er nu stoppet, og Dyrenes Beskyttelse beklager den voldsomme episode.
Af: Marianne Thorøe

15-04-2026 08:00
Handelsstandsforening bakker op om anbefalinger

Ribe Handelsstandsforening bakker op om anbefalingerne efter trafikforsøgene i Ribe.

En ny evaluering af trafikforsøgene viser, at færre biler i midtbyen har skabt mere ro uden at skade bylivet.

Trafikken faldt markant sidste år, og ulovlig parkering er også reduceret.

Handelsstandsforeningen støtter blandt andet flere p-pladser og fortsat adgang til Domkirkepladsen, som dog skal forsynes med pullerter.

Politikerne skal behandle sagen senere på måneden.
Af: Marianne Thorøe

15-04-2026 08:00
Rekordmange danskere søger lån til boligkøb

Rekordmange danskere søger lån til boligkøb.

I marts blev der hentet mere end 18.000 lånetilbud, viser nye tal fra Finans Danmark - en stigning på 13,2 pct.

Over 6.200 af dem gjaldt køb af ejerboliger og sommerhuse, som er på det højeste niveau i fire år.

Ifølge Finans Danmark tyder tallene på, at flere igen er klar til at realisere boligdrømmen.
Af: Marianne Thorøe

15-04-2026 07:00
Grænsekontrol mod Tyskland forlænges – men kun i to måneder

Den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse bliver forlænget.

Normalt bliver grænsekontrollen forlænget med seks måneder, men denne gang gælder forlængelsen kun i to måneder.

Ifølge Justitsministeriet skyldes det den nuværende parlamentariske situation og de igangværende regeringsforhandlinger.

Den nye forlængelse træder i kraft 12. maj.
Af: Per Jessen
Kilde: Presse

15-04-2026 07:00
Stadig lidt ballade på togdriften efter nedrevne køreledninger

DSB melder om begrænset togdrift på Sjælland i dag efter gårsdagens store problemer med nedrevne køreledninger.

Intercity- og regionaltog kører flere steder kun én gang i timen, mens Kystbanen kører hvert halve time.

InterCityLyn kører som normalt og DSB opfordrer passagerer til at finde alternative rejser og følge opdateringer på Rejseplanen og dsb.dk.
Af: Marianne Thorøe

15-04-2026 07:00
Strakspåbud til Tønder kommune for dårligt arbejdsmiljø

Den er helt gal med arbejdsmiljøet for socialrådgiverne i Tønder kommune.

Afdelingen har fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet efter en rapport har afsløret så pressede medarbejdere, der græder på jobbet, er stressede og et sygefravær der er steget til 19 pct.

Kommunen har nu ansat ekstra medarbejdere og sat nye tiltag i gang, men flere medarbejdere advarer ifølge TV SYD om at der stadig er et stort pres på socialrådgiverne.
Af: Marianne Thorøe
Kilde: TV SYD

14-04-2026 17:00
Mindre trafik giver mere ro i Ribe midtby

En ny evaluering viser, at færre biler i Ribe midtby har skabt mere ro uden at gå ud over bylivet, det oplyser Esbjerg Kommune.

Trafikken er faldet markant de seneste år, blandt andet med 28 procent i 2024, og gennemkørende trafik er også reduceret.

Samtidig er ulovlig parkering faldet, og både borgere og butikker oplever en mere tryg og behagelig bymidte.

Resultaterne skal nu danne grundlag for nye politiske beslutninger om trafik og parkering senere i april.
Af: Michael Jørgensen
Kilde: Presse

14-04-2026 17:00
Nyt Folketing godkendt efter forsinkelse

Det nye Folketing er i dag blevet godkendt efter en times forsinkelse.

161 medlemmer stemte for, ingen imod, mens to undlod at stemme.

Mødet skulle efter planen være blevet afholdt klokken 13.

Det blev dog udsat til klokken 14 på grund af usikkerhed om det nyvalgte folketingsmedlem Emilie Schyttes bopæl.

Men der blev ikke fundet oplysninger, der ændrer valgbarheden.

I alt er 67 nye medlemmer valgt ind, og de har nu underskrevet en erklæring om at overholde Grundloven.

Folketinget har også i dag valgt Venstres Søren Gade som formand frem til 6. oktober.
Af: Michael Jørgensen

14-04-2026 15:00
Støtte til kulturhus Realen på Fanø

Kulturhuset Realen på Fanø har fået 500.000 kroner fra Nordea-fonden.

Pengene skal bruges på nye toiletter og forbedringer af faciliteterne, så huset bliver mere tilgængeligt og tidssvarende.

Ifølge Jeanett Exner, der er den kreative ansvarlige hos Realen, vil støtten markant løfte oplevelsen for de mange gæster og arrangementer.

Realen er ét af 159 projekter, der har fået del i fondens renoveringspulje.
Af: Michael Jørgensen

14-04-2026 15:00
Bravo Tours sender ekstraregninger til kunder

Rejseselskabet Bravo Tours opkræver nu ekstra betaling fra kunder – også dem, der allerede har betalt deres rejse.

Årsagen er stigende brændstofpriser efter krigen i Mellemøsten.

Situationen kostet selskabet mange millioner kroner og derfor ser de sig nødsaget til at reagere.

Rejseselskaber har i sådanne tilfælde mulighed for at hæve prisen med op til otte procent af rejsens oprindelige pris.

Også rejseselskabet Best Travel har sendt ekstraregninger videre til deres kunder.
Af: Michael Jørgensen

14-04-2026 15:00
Vejen Kommune risikerer tilsynssag om drikkevand

Vejen Kommune risikerer en tilsynssag fra Ankestyrelsen, fordi flere boringsnære områder endnu ikke er beskyttet mod pesticider, som loven kræver.

Kommunen peger på forsyningsselskabet Din Forsyning som en del af forklaringen, fordi aftaler med lodsejere ikke er på plads.

Forsyningsselskabet afviser kritikken og siger, at kommunen selv kunne have grebet ind tidligere.

Ankestyrelsen forventer Vejen Kommunes udtalelse senest den 10. maj 2026.

Herefter vil styrelsen vurdere, om der er grundlag for at rejse en tilsynssag.
Af: Michael Jørgensen

14-04-2026 13:00
Ugyldige p-afgifter fra Oparko

Det er ikke kun ulovlige usynlige p-afgifter, parkeringsselskabet Oparko har sendt til bilister.

I adskillige tilfælde har Oparko også udstedt og opkrævet ugyldige p afgifter.

Det har Parkeringsklagenævnet afgjort i en række identiske sager.

Afgifterne manglede centrale oplysninger og henviste kun til en QR-kode, hvilket ikke lever op til reglerne.

FDM mener, at bilister, som allerede har betalt, bør have pengene tilbage.

Afgørelsen gælder flere ens sager og sender ifølge FDM et klart signal om kravene til p-afgifter.
Af: Michael Jørgensen
Kilde: Presse

Læs flere nyheder

Facebook